Tur beretning af turen ud i det blå / grønne.

Det var Påske, det var lørdag, og klokken var 09.00 om morgenen. Fire dykkere fra klubben havde tørret det værste søvn ud af øjnene og det sidste af påskefrokosten fra dagen for inden var fordøjet. Vejret var perfekt: næsten ingen vind og høj sol. Det eneste der manglede var plus 15 grader i luften.

Vi var fire dykkere der havde valgt at tage på dykker ekspedition ud i det blå / grønne. Alt blev hurtigt pakket og båden blev spændt for den ene bil. Det viste sig hurtigt at vi var en bil i underskud. (Konerne havde lånt bilerne...) Så der blev ringet assistance til Emils mor. Hun fik den udsøgte ære, at køre det sidste af vores grej til Rungsted havn. (Tak Line)

Sikkert på Rungsted havn blev båden sat i vandet og så kom det store spørgsmål…”havde motoren overlevet is vinteren”… Der blev drejet en enkelt gang på nøglen og motoren gik i gang på første forsøg. Alle åndede lettet op. Resten af udstyret blev rigget til og læsset i båden.

Retningen blev sat, og inden længe kunne vi skimte Hven i horisonten. Sejlturen over Øresund gik som smurt, alle i båden havde hen over vinteren savnet vinden i håret og skumbruset og især lyden af de 115 heste der fik frit løb over de små bølgerne Poseidon havde forkælet os med denne lørdag.

Da vi lå ud for Nordborg begyndte det første hold at gøre sig klar. Peter og Mads havde fået overfladetjansen og Emil og Theis kunne hoppe i vandet først. Selve dykket viste sig at være i top klasse for danske forhold, sigten var rigtig god. Flere steder over til 10 meter. Fra 4 meters dybde og ned lå der et mørkt tæppe af muslinger der dækkede hele bunden så langt øjet rakte. Flere steder lå der fisk og holdt øje med om et måltid skulle komme forbi. Vi så op til flere Ålekvabber mere eller mindre lammet af kulden. På vores vej rundt mødte vi adskillige fladfisk som også var lige til at samle op og kigge nærmere på. Da vores dybdemåler nåede 13 meter valgte vi at vende om. Springlaget havde nemlig begrænset sigten til et minimum.

Theis fortæller: ”Jeg lå og kiggede på at Emil svømmede ud af springlaget. Så lagde jeg mærke til at han trak springlaget med sig helt op til 9 meter. Det så helt surrealistisk ud når han kom svømmende med hale på.”

På tilbage vejen lå vi og nød de store plantager af muslinger og tang der bølgede i strømmen. Flere af stederne omkring Hven ligger der gamle mursten / munkesten på bunden som skaber en kontrast i forhold til naturens runde former. Stenene stammer fra det teglværk der lå på Hven i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Dykkertiden på 25 minutter begyndte at sætte sine tegn. Med en vand temperatur på 3 grader, kan selv den varmeste tørdragt have svært ved at holde en varm, så vi begyndte at bevæge os op imod solens varme stråler. I overfladen tog Peter og Mads godt imod os og vi fik bakset os op i båden.

Mads og Peter fik hver deres dobbeltsæt på, da de kom i tanke om at det kunne være en god idé at huske blybælterne. På med bælterne, kontrol af dykkerlederen, og bagover. Skønt at kunne dale ned mod bunden på 10m. Allerede et par meter under overfladen kunne vi se bunden. Mads var i vandet for første gang efter en længere pause fra dykning, men alt gik smurt. Selv den slappe halsmanchet holdt tæt. Vi svømmede ud mod de aftalte 15m. På vejen krydsede vi et fiskers net, der havde været heldig at fange et par stenbidere. Da bundtiden var gået, ville Peter øve sig i at sende sin DSMB op. Det var godt, det kun var for træningens skyld! Der var plads til forbedring.

Da alle var tilbage i båden satte vi kursen tilbage imod Rungsted Havn. På vejen over Øresund blev Emil pludselig klappet på skulderen, og der blev råbt ”Mand over bord”. Emil fik taget lidt af farten af, og fik revet båden rundt i en temmelig skrap vending. Han fik hurtigt bragt båden tilbage til bøjen og vi fik samlet den op. Resten af turen gik med at nyde, at medvinden havde lagt bølgerne den rigtige vej, så vi kunne race lige igennem.

Tak for en dejlig tur.

Emil, Mads, Peter og Theis.