Vraget Frederiksholm S/S

Den oprindelige idé var at tage til Øresundbroen, og tage et dyk på en af bropillerne, efterfulgt af et dyk på tunellen. Men da jeg så vejrudsigten (0-2m/s), tænkte jeg at vi ikke måtte misse den chance for at komme lidt længere fra land. Valget faldt på sandsugeren Frederiksholm, der sank SV for Hesselø tilbage i 1917.

Flaskerne var fyldt og båden var klar, så det tog ikke mange minutter at komme af sted fra klubben. På vej til Hundested faldt snakken naturligt på tågen der lå tungt overalt. Da vi kom til Kregme virede det nemlig som om den blev lidt lette. Måske var solen ved at brænde sig igennem...? Det skulle vi senere erfare ikke var tilfældet. Tågen lå tyk og grå over vandet, så det til tider var svært at se horisonten. Det hele flød ligesom sammen, og midt i de hele kunne vi se fugle og skibe. Det måtte være horisonten, hvis det da ikke var ”The flying dutchman” der kom flyvende. Vi havde også æren af at blive tæt overfløjet af en udenlandsk redningshelikopter. Vandet var så fladt, at helikopteren spejlede sig i det. Ikke en bølge, ikke en dønning. Alligevel var det primære samtaleemne sjovt nok søsyge

Fremme ved på positionen måtte Nicholai sande at der ikke var skyggen af vrag på positionen. Det kunne jo ikke passe... Det viste sig da også, at auto range var slået fra på ekkoloddet, så vi ledte efter dybder mellem 130 og 150m... Da instillingerne var på plads, ramte vi vraget i første forsøg.

Nicholai og jeg ville gerne have to dyk, så vi hoppede i vandet som de første. På bunden var der mange muligheder for at binde på. Masser af stærke stolper, bjælker osv. Vi svømmede rundt langs kanten af vraget. Vi havde bundet på nær agterænden, i styrbord side. Vi svømme op lang vraget, og så både taskekrapper og søsole på vejen. Desuden var der naturligvis en overflod af dødemandshænder og lukkede søanemoner. Hele vejen rundt, og en tur henover, og så var de 35min ved at være gået. På vej op tænkte jeg over hvor varmt jeg egentlig havde det og at jeg ikke engang frøs mine fingre. Det blev der lavet om på på sikkerhedsstoppet. Vandet på bunden var væsentligt varmere end det var længere oppe. Så er det vidst blevet vinter...

AB og Kit, Theis og Claus fik også dykket og så var det min og Nicholais tur igen. Denne gang svømmede vi oppe på vraget og så flere taskekrapper. Desuden var der en del små torsk og så fandt Nicholai en fin buskhoved.

Turen hjem gik i suveræn stil med håndtaget i bund og isnende vind i ansigtet.

Jeg vil takke jer alle fem for en rigtig dejlig tur. Jeg tror aldrig jeg har været så langt fra kysten, på så fladt vand før.

Peter Stenkilde