You are here'Hullet' i Roskilde Fjord en søndag sidst i oktober

'Hullet' i Roskilde Fjord en søndag sidst i oktober


Af steen.joergensen- - Skrevet d. 31 oktober 2011

Dato: 
Søndag, 23 Oktober, 2011 (Hele dagen)

"Det bliver 'Hullet' i Roskilde Fjord", sagde Peter, da jeg ankom til klubben søndag morgen klokken ni. "Nå, det er ellers et lortested", tænkte jeg. Jeg fik vidst også sagt noget lignende højt, før jeg tog mig selv i at være ved at ødelægge oplevelsen for de tilstedeværende nye dykkere på forhånd. Det var der selvfølgelig ingen grund til, og blæsevejret taget i betragtning var det nok også et udmærket valg, så vi kunne ligge i læ inde i fjorden. Jeg skiftede derfor til JA-hatten, og vi gjorde klar til at tage afsted.

Før denne dags tur havde jeg ikke dykket i mere end et år grundet et travlt efterår i 2010 og udsendelse til Afghanistan henover forår og sommer 2011. Derfor var det spændende at komme i vandet igen og se, om al udrustningen holdt, og ikke mindst om jeg selv havde færdighederne i behold.

I modsætning til sidste gang, jeg dykkede i 'Hullet' (sommeren 2005!) kørte vi denne dag ikke til Gershøj på Hornsherred og satte RIB'en i vandet. I stedet kørte vi syd om fjorden til spejderhytten for enden af Herslevvej i den sydligste ende af Roskilde Fjord. Det er en noget længere køretur fra Allerød end at køre over broen ved Frederikssund til Gershøj, men til gengæld er turen på vandet ud til 'Hullet' noget kortere. Især en fordel, hvis man skal svømme fra stranden. Denne dag havde vi dog den sorte gummibåd, der har fået spritny 30 hk motor i foråret, med. Ved spejderhytten er der gode parkeringsforhold, og det er en kort tur man skal bære båden ned til det lave vand. Oven i købet vejer den nye motor jo slet ingenting! En ren fornøjelse for de magelige. Der er i øvrigt borde og bænke i spejderhyttens have, så omklædningsforholdene er også fine på dette sted.

De nye dykkere startede med nogle overfladesvømmeture både med og uden flaskeudstyr. Kedeligt for dem men fint for mig, for så havde jeg lidt ekstra tid til at finde ud af, hvordan det nu var, man skulle samle det dersens grej. Udover at jeg aftenen før dykket havde måttet hælde eddike på lynlåsene for overhovedet at åbne min dykkertaske, virkede udrustningen upåklageligt. Heldigvis, var jeg lige ved at sige, men måske er 'selvfølgelig' mere passende, for i al ubeskedenhed vil jeg sige, at det jo i virkeligheden har mere at gøre med vedligeholdelse end med held!

Turledelsen satte mig til at dykke med en af de nye to-stjernet-kursister, Thomas, som jeg ikke har mødt før grundet mit længere fravær. Han måtte max dykke til 18 meter, hvilket passede fint med mit formål med dykket
Efter Thomases overfladesvømning var vi klar til vandgang - eller næsten, for han havde svømmet noget hurtigere, end jeg havde regnet med, så jeg var faktisk skyld i, at han måtte vente lidt i sin nu våde våddragt. Selvfølgelig ikke den bedste start, når han i forvejen havde bekendtgjort, at han er en rigtig frossenpind.
I vandt kom vi dog. Nicholai droppede os, hvor han mente, der skulle være 7-8 meters dybde på den sydlige skråning af 'Hullet'. Det var der bare ikke. Vi må være kommet lidt længere mod nord og ud over det mere dybe vand ('Hullet' er omtrent 30 meter på det dybeste sted). Vi fandt i hvert fald ikke bunden på 15 meter, og jeg valgte at gå lidt op og svømme mod syd, så vi ikke skulle flimre rundt på max-dybden i fri vandsøjle. Efter lidt svømning mod land fandt vi bunden ved 8-9 meters dybde og fik derved lidt fast grund af forholde os til.

Grunden til min skepsis, da Peter bekendtgjorde dykkerdestinationen tidligere på morgenen skyldtes, at jeg huskede stedet som helt mørkt, mudret og uden liv. Sidste gang jeg dykkede her, blev vi droppet over det dybeste sted, og der var ikke meget at se på i den rigtigt ringe sigt. Disse eringdringer blev dog gjort til skamme denne dag. Thomas og jeg fulgte sydskrænten ned til de 18 meter, og selvom der var temmelig mørkt, var sigten fin - måske 4-5 meter, og lygten kunne sagtens oplyse bunden på god afstand. Her var heller ikke så dødt, som jeg havde frygtet. En del småfisk gemte sig ved sten på bunden, og de andre makkerpar, der var dybere end 18 meter, så også aborrer i store stimer. Udover organisk liv fandt Thomas og jeg også et vrag. I hvert fald et jernrør, der stak op af bunden og et langt stykke ledning. Og det er vel op til egen definition, hvor meget der skal til, før det er et vrag. Jeg synes, det var et vrag!

Vi afsluttede dykket, da Thomas havde nået frysepunktet. Det så egentlig ikke så slemt ud under vandet, men jeg skal love for, han rystede, da han fik dragten af inde på land. Igen kedeligt for ham, men fint for mig, da jeg bare blev så meget gladere for min tørdragt og min tykke inderdragt. Thomas havde faktisk allerede inden denne dags dyk bestilt en tørdragt, der er under levering. Mon ikke han bare glæder sig så meget mere til den nu. Den er nok en nødvendighed, hvis han skal bevare entusiasmen for turene ud i det danske vinterhav.

Hvad angår mit eget formål med turen, så gik det egentlig rigtig fint. Som sagt var der ingen problemer med udrustningen og vandfølingen kom hurtigt igen efter godt et år oven vande. Jeg havde dog lige i underkanten af bly på, da det nok har været justeret til det noget varmere vand sidst jeg var i. Et par kilogram mere på bæltet næste gang vil nok matche den tykke vinterinderdragt bedre.

Oktobervejret viste sig fra sin bedste klimaforandrede side, den nye motor sprang igang så snart man rørte ved startsnoren, 'Hullet' var et klart bedre dyk end i min hukommelse, og det viste sig, at selvom det er længe siden, man har været i vandet sidst, så er det bare med at komme ud. Fedt!

Turkalender

M T O T F L S
 
 
1
 
2
 
3
 
4
 
5
 
6
 
7
 
8
 
9
 
10
 
11
 
12
 
13
 
14
 
15
 
16
 
17
 
18
 
19
 
20
 
21
 
22
 
23
 
24
 
25
 
26
 
27
 
28
 
29
 
 
 
 
 

Afstemning

Hvilken dag vil du helst deltage i fyraftensdyk i de næste 6 måneder?
Mandag
10%
Tirsdag
16%
Onsdag
29%
Torsdag
35%
Fredag
10%
Antal stemmer: 31