Hvem sagde makkerline?! – Dykning på Spansk

CMAS* nåede jeg at få i klubben lige før sommerferien. Vi (familien) er nu taget til Costa Brava i 5 uger. Mit 7. dyk skulle blive et meget anderledes dyk end, hvad jeg var ”vant” til med enten Nicholai eller Peter. BCD’en havde jeg bestilt til afhentning hos en spansk internetforretning, hvor jeg også fik købt ”resten” af mit dykkerudstyr, så nu har jeg alt, hvad der skal bruges på nær flasken. Nu manglede bare første tur ud i Middelhavets UV seværdigheder.

I byen her i Platja de Aro ligger et lille bitte dykkercenter, hvor faderen havde åbent en aften. En meget venlig mand, men ikke et ord engelsk. Han ringede til sin datter og jeg fik hende i røret: ”Can I come on a diving trip with you and your boat?”, spurgte jeg. ”Que? – I no understand! My brother come manjana, you come too at 9 o’clock”. Fint, tænkte jeg, så kan broderen sikkert engelsk. Kl. 9 dukkede vi op, hvor min søn og kone gerne ville med i båden og ville svømme lidt omkring den, mens jeg dykkede. 5 andre dykkere var dukket op, alle enten østrigere, belgiere eller spaniere.

Nu var det, at visse forventninger ikke holdt stik. Alle skulle bare smide deres udstyr op i en varevogn og så af sted. Ikke noget med at checke vores certifikater, aftale niveau, makkere, dybde eller udstyr. Jeg forhørte mig dybde og nævnte, at jeg altså kun måtte dykke til 18 meter. ”No problem, there is only 20 meters”. Indtil nu havde mine træningsture kun taget mig til 12 meter, så lidt spændende var det altså. Jeg ved godt mange læsere her synes dette vist ikke er noget at tale om. Men så det med at aftale nærmere på forhånd…  - næh, - da vi var omklædt og havde sejlet 300 meter ud i 75 cm bølger, begyndte alle bare at hoppe i vandet i tilfældig rækkefølge. Ingen makkerline, ingen aftale om makkere, ingen makkercheck, bare hoppe i! Der var et par ting jeg glemte: Handsker, koldt var det naturligvis ikke, men det med at pille-rode-rage var måske ikke sådan lige til med alle de for mig ukendte væsener dernede. Lygte, - men så var der egentlig nok lys dernede. Men fastgørelse af manometer glemte jeg, og den ses derfor ned langs min venstre side på billedet. Octopussen kunne også have siddet bedre tilgængelig.

Her skulle jeg så spinge i, - første gang med BCD’en, nyt regulatorsystem, anslåede vægte m.v. Instruktøren ventede dog pænt på mig, da jeg var længst tid om at blive færdig. Jeg måtte selv sikre alt var i orden, så jeg checkede tingene en ekstra gang. Nå, - med fuld luft i BCD’en, kunne jeg vel ikke komme helt galt af sted. Men sikke nogle bølger! Båden, en lille kutter, lå godt nok ikke stille i vandet efter ankeret var sat. Der var absolut ingen mulighed for hyggedykning for sønnen og konen. De sad bare der og prøvede ikke at falde ned fra bænkene, eller tumle ud i vandet, og kommende søsyge var næsten uundgåelig.

Heldigvis lykkedes det hurtigt for mig at få luften ud, lade de 11 kg bly trække den ret så luftelige semidry ned og jeg forsøgte med kraftige svømmeføddertag at følge med til de andre. Om instruktøren havde set det nødvendigt, eller en anden dykker synes han selv ville have mig som makker, ved jeg ikke, men denne dykker gjorde tegn til mig, og jeg fulgte ham rundt. Vi kom forbi store sten og siden hen til et vrag fra en gammel sunken kutter. Uerfaren som jeg er nåede jeg at få min luft beholdning fra de 180 bar til at begynde med ned til 50-60 bar indenfor 22 minutter på en 15 liter ståltank. Instruktøren kom forbi første gang under turen, bad om at se mit luftniveau, og sendte mig derefter op til overfladen, - alene.

På vej op kunne jeg lige pludselig ikke huske, hvor den tredje udluftningsventil sad, og jeg må sikkert ikke have fået alt luft ud af BCD’en. Det med sikkerhedsstoppet 3 minutter ved 4,5 meter blev hurtig overstået. Opdriften tog magten fra mig, og jeg svævede op som en heliumballon. Et lille stop blev det dog til ved 1-1½ meters dybde. Jeg havde kigget rundt efter båden, men kunne ikke se den. Føle den kunne jeg pludselig. GONK! Flasken ramte midt på kølen og det var i få sekunder som om, at jeg sad fast. Jeg kunne ikke svømme fremad, formodentlig på grund at lidt strøm og flaskenettet, der sad lidt fast i muslingskallerne under båden.

Jeg kom dog fri ved at presse mig baglæns og kom til overfladen. Min søn og kone så mig, men bådens fører (den eneste anden på båden) lå og sov i den bagende sol og lyden af bølgerne hamre på bådsiden. Det med at give tegn til dem på båden, når man kommer op må være et dansk fænomen… Jeg måtte råbe til ham, især da han endnu ikke havde kørt stigen ned i vandet. Der flød jeg rundt om båden ligesom i filmen ”Adrift”, hvor bådkanten var alt for høj til at komme op ad igen uden stige. Jeg måtte derefter selv kæmpe mig op. Ikke noget med at tage imod bly og den slags for at lette opstigningen.

Først efter 15 minutter begyndte de andre at dukke op. Ved siden af mig var der en belgier. Jeg spurgte ham, hvor meget luft han havde tilbage: ”20 bar, - that just fine, no problem”. Det var nogle spændende fyre med i båden. Fyren til højre i båden var østrigsk verdensklasse bryder, der desværre kun i sin karrieres højdepunkt nåede i VM finalen og tabte.

Til sidst måtte jeg jo have udfyldt min logbog. Der kunne jeg bare låne deres stempel og så udfylde resten, når jeg kom hjem. €25 blev det for oplevelsen.

Nedenfor ses turen i plot og data. Computerens display viser til sidst på turen den tredje bar til højre øverst, hvilket stadig er indenfor det grønne område. Saturationen i benene er lidt højt, men ellers sikkert ikke noget at være nervøs over. Det med sikkerhedsstoppet vil jeg blive bedre til, især nu da jeg er kommet i tanke om, at den tredje udluftningsventil er der, hvor man hiver i slangen til BCD’ens regulering.

Jeg glæder mig nu også til at dykke snart igen i ordnede forhold i ORCA-regi.

Fortsat god sommer til alle!

/ Nicolas