Kanonvraget

Inspireret af dagens dejlige dyk, og min og Nicholais efterfølgende snak, gik jeg straks i gang med at skrive turberetningen. Man kunne mene at Emil burde skrive den, eftersom han rundede dyk nr. 50 i dag, og dermed kan kalde sig ”erfaren dykker”. Men han betalte på behørig vis med romkugler, så jeg skriver med glæde beretningen til hjemmesiden.

Turen var annonceret som en tur med RIB’en, til moderat dybde. Oplægget var derfor Johannes L eller Kanonvraget. Da vi mødtes i bunkeren var der mest stemning for Kanonvraget, så kursen blev sat mod Dragør. Da vi ankom til havnen skulle vi købe et kort, for at betale slæbestedsafgiften. På skærmen skulle man taste ind hvor mange penge der skulle sættes ind på kortet, og vi havde brug for 70kr til slæbestedet. Men John havde lidt svært ved at forstå skærmens layout, så det lykkedes vidst første at gennemføre købet i 7. forsøg. Men kortet virkede, så vi kunne få båden i vandet.

Alt udstyret blev samlet, og John ”skipper” Hjortshøj var som altid, den første der var klar. Men det er jo klart når han har samlet udstyret hjemmefra. Motoren startede pænt som den skulle, så vi kunne komme af sted rimelig hurtigt. Vi sejlede under Øresundsbron og fandt den livsvigtige Ø-bøje. Den er livsvigtig, fordi den markerer den grund der ligger mellem broen og Kanonvraget. Bøjen er ikke ret stor, men båden går på grund hvis man overser/ignorerer den.

Vraget blev fundet ved 2. oversejling, og ankeret blev smidt ved 3. Da vi kom i vandet, kunne vi konstatere at anket stod så perfekt som det overhovedet kunne. 4 meter fra stævnen, inde på vraget. Allerede fra overfladen kunne vi se vraget, og sigten var glimrende på vejen ned. Springlaget lå desværre lige oveni vraget. (Læs mere om springlag her: http://da.wikipedia.org/wiki/Springlag) Men da Emil og jeg var først på vraget, kunne vi nyde springlagets skønhed. En skarp, bølgende og flagrende overgang mellem vandlagene. Efter at have ligget og studeret springlaget et stykke tid, gik turen bagover, langs skibets styrbord side. Nu var Nicholai og Bjarne også ankommet til vraget. De havde tilsyneladende travl, de fik i hvert fald svømmet skibets længde hurtigere end vi gjorde. Det betød, at vi fik lov at svømme lidt rundt i deres plumrede opspark...

John og Alexander fotodykkede sammen, med Johns dertil indrettede foto-dykker mellemline. Til sidst tog Nicholai og jeg et ekstra dyk. Under Nicholais og mit 2. dyk, blev Emil desværre søsyg. Han nåede ikke at fodre fisk, men han var bestemt heller ikke på toppen, da vi kom til overfladen.

På sejlturen hjem lærte vi en vigtig lektie: De tunge dobbeltsæt skal stå nærmeste føresædet. Hvis de står bagerst i båden, er de så tunge, at flaskestativet ikke kan holde dem ordentligt fast.

I skal have tak for en dejlig tur.

Peter Stenkilde